Oplevelser, udfordringer, skader, venskaber, alkohol og en uvurderlig rejse. Vejen er ikke nem, men den er skid sjov

Siden 2012 har jeg været på en personlig livsrejse både fysisk og psykisk. Det har været udfordrende, omvæltende og skræmmende, men ikke mindst udviklingsrigt. Jeg har været så heldig at bo i fire forskellige stater på 6 år, og det hele startede i Santa Barbara Californien. Jeg tog afsted med, hvad jeg troede var rigeligt i opsparing og nok gåpåmod til at løbe tre maraton i træk. Men hvad jeg aldrig havde fået at vide hjemmefra eller lært i skolen, var at det er skide besværligt at tage ud i verden helt alene og uden en ide om, hvad der venter en. (Jeg var som ung meget naiv og troede ikke bare jorden, men hele universet cirkulerede omkring mig). Hvad der fulgte, var en masse maveplaskere, glasskår i fødderne og uundværlig læring, noget jeg under alle mennesker at få. Jeg måtte hurtigt justere til mine omgivelser og hengive mig til at der var flere mennesker i verden end bare mig (No shit Sherlock). Det var en omvæltning der krævede selvindsigt og overgivelse. Udviklingen stoppede dog ikke der (som du vil læse) og har den heller ikke gjort til den dag i dag.

Vi spoler hurtigt fremad til juni 2012, hvor jeg under en styrketræning med football holdet har fået hakket spidsen af min venstre langefinger af (av forhelved). Det satte så en stopper for min udvikling, som spiller og ultimativt også for at få ret meget spilletid det år. Det var endnu en slag på selvtilliden, men det gjorde blot at jeg måtte arbejde endnu hårdere for at vinde et scholarship (betalt skole) året efter. Til de folk, som kender mig, så ved de at jeg er stolt, hårdtarbejdende og når jeg sætter mig noget for så gør jeg det. Derfor blev fester, alkohol, usund kost og mange andre ting lagt på hylden for at jeg skulle opnå mit mål i 2013.

2013 var uden sammenligning mit bedste år, som elite atlet, hvor jeg var kaptajn på holdet og vi som hold var en kamp fra slutspillet. Det ledte til en masse fede oplevelser og venskaber, men desværre ikke et scholarship til en division 1 skole (jeg havde tilbud fra division 2, 3 og NAIA, men dem afslog jeg, til meget utilfredshed fra min far). Det resulterede i at jeg måtte tage hjem til Danmark i sommeren 2014, hvilket næsten slog mig ud og knuste min drengedrøm. Fast besluttet på at skulle tilbage til USA og spille på højeste niveau, gik jeg igen i arbejds- og tænkehjørnet for at finde en vej. Den vej fandt jeg ved at skrive og ringe uafbrudt til trænere, hvorefter jeg til sidst blev tilbudt et scholarship til Central Connecticut State University. Drømmen var gået i opfyldelse og ikke nok med jeg var blevet Danmarksmester med Copenhagen Towers imens jeg var hjemme så skulle jeg også tilbage til USA igen januar 2015.

Som du nok har gættet, så var det ikke en smertefri oplevelse, jeg var igen høj på hesten, verden drejede sig omkring Mike og hans fantastiske præstationer. Men den hest blev jeg da hurtigt kastet af. Som college spiller i USA, bliver der taget rigtig godt imod dig den første uge og du føler dig velkommen, men efter det blev det hurtigt hverdag. Trænerne ændrer sig meget hurtigt fra ”Nice to see you, we’re happy you’re here” til ”Run faster! Shut up! Get in the back of the line if you can’t figure it out!” Rigtig meget råber ri og rigtig mange bandeord, som jeg vil undlade her. Intet var givet. Alle skulle op kl 5.30 mandag, onsdag og fredag for at lave løbetræning og kl 6.00 tirsdag og torsdag til styrketræning, plus eftermiddags træninger mandag og fredag. Det var hårdt. Men det var også fedt. Jeg blev dygtig, men langt fra dygtig nok. Konkurrencen i USA er bare 10x mere udfordrende. Mange var lige så gode, som mig, men flere var bedre. Det krævede blod, sved og tårer at få spilletid. Men at sige mit ophold i Connecticut var en succes ville være en underdrivelse, jeg fik oplevelser jeg aldrig kunne drømme om, som både inkluderede alkohol, venner, rejser og spil på banen. Jeg har haft utallige hjernerystelser, 2 skader i min nedre ryg, en operation i venstre hofte, 2 skader på venstre knæ (krykker wuhu), en akillessene skade og meget meget mere.

Det resulterede i at jeg ikke fik så meget spilletid, som jeg ønskede, men jeg scorede af flere omgange og spillede i rigtig mange store kampe og jeg fortryder ikke et sekund af det (måske de nætter, hvor der blev drukket for mange øl, men ellers ikke).

For mig handler det om at blive ved med at prøve ellers får man ikke en skid. Jeg ville gerne have spillet i NFL, men jeg fandt ud af at jeg ikke var god nok og så måtte jeg dreje pilen i en anden retning. Efter jeg blev færdig med at spille football og havde fået min hofteoperation (6 uger på krykker, men stadigvæk i træningscenteret og træne arme selvfølgelig), skulle jeg finde ud af hvad jeg så ville lave og der faldt valget meget hurtigt på coaching, da det også havde været en central del af min Bachelor. Jeg er ekstremt god med mennesker og elsker at interagere på forskellig vis, men hvad der talte mest til mig var, at jeg satte mere pris på andres udvikling end min egen. Der er en vis eufori ved at se andre mennesker udvikle sig og at blive bedre over tid og derfor valgte jeg den vej.

Næste skridt i min utilgivelige rejse var et internship hos North Dakota State University Bison, hvor jeg skulle arbejde med deres football hold hele sommeren (dette er et af de bedste college football hold i USA, med muligvis den bedste strength and conditioning coach I USA Jim Kraemer). Endnu engang måtte jeg ned på jorden og få et par fiktive lussinger fordi Mike er stadigvæk ikke så stor, som han går og tror. Mødetiden er nu ændret til kl 5.30 og alt skal stå klar til at atleterne kommer for at træne. Vi snakker mad, træningsudstyr og alt skal være rent fra aftenen før. De kører en meget strikt kultur oppe nord på, som spejler sig i deres succes. Man starter til tiden og har kun en time og 15 minutter før det næste kul af atleter vælter ind ad døren, derfor skal der være styr på alt for at alle kan få det optimale ud af den træning der bliver tilbudt (hvis du vil spille så skal du træne). Der er så 4 timers ”pause”, hvor vi skal rydde op, gøre klar og selv træne inden det igen går løs med løbetræning om eftermiddagen. Som man siger på amerikansk ”it’s a grind” (der skal arbejdes hurtigt, hårdt og præcist). Der var ingen bonuspoint fordi man er fra Danmark, var stærk eller fordi man tidligere havde spillet football. Det handlede om at bevise sit værd og at være tilstede når det galt.

Det var 3 ½ fantastiske måneder, hvor jeg igen udviklede mig enormt meget mentalt, men mest af alt som coach. Det hele kulminerede i at jeg blev tilbudt et assistantship (delvist betalt skole og coaching af forskellige hold) hos Saginaw Valley State University.

Det var til dato min hårdeste og til med den mest udviklende oplevelse jeg har haft. Når man kommer til et nyt sted, er der altid udfordringer. Der er nye mennesker, en anden kultur, uddannelse eller udvikling der skal varetages, ledere man skal rette sig ind under og opgaver man skal varetage. Alt det blev kastet i hovedet på en samtidig med at der ikke var flere penge tilbage og SU ville ikke støtte uddannelsen fordi den var 3 ETC-point fra grænsen. Regler er regler og det forstår jeg godt, men det gav en ekstra udfordring.

Jeg gjorde hvad jeg kunne og fandt en kælder til $200 om måneden, hvor jeg fik smidt mine ting ned og så sov jeg på en gammel slå-ud sofa med jern fjedre og en skøn tynd madras så man kunne få lidt massage når man sov. Det var sådan set ikke det værste når dagligdagen bestod af 10-14 timers dage 6 dage om ugen (så sover man bare når man kommer hjem). Det sværeste var nok at skulle leve af kakao, mælk, æg, havregryn og peanut butter jelly sandwiches. Der var ikke meget plads til grøntsager og at tage ud og spise, men jeg fik det til at fungere.

Desværre fungerede det ikke mere end et år, efter at have taget 20.000 i lån og noget gæld til skolen måtte jeg erkende at tiden var til at tage hjem. Det var dog ikke kun pengene der tvang mig hjem, jeg datede også en af mine bedste veninder (som jeg arbejdede sammen med) og det faldt ikke i god jord hos min leder. Jeg var heller ikke besynderligt glad for at bo i området og jeg havde efterhånden fået en del hjemve efter 6 år i USA. Der var flere ting som gjorde at jeg tog hjem, men det er noget af det bedste der er sket for mig. Det har givet mig tid til refleksion og yderligere udvikling. Jeg håndterede ikke situationen korrekt da jeg var i Saginaw. Jeg skulle have snakket mere om tingene og erkendt at jeg havde begået en fejl. Jeg skulle have undersøgt andre muligheder og måske endda have lånt flere penge for at færdiggøre min uddannelse, men den dag i dag er jeg glad for den måde det endte på. Det har sendt mig hjem til Danmark, det har hjulpet mig med at komme tættere på min familie, jeg har fundet kvinden i mit liv og så har jeg startet mit eget firma.
Jeg er sikker på jeg har uendelig mange ting i vente i fremtiden og jeg kan faktisk ikke vente.

Det bedste vi kan gøre her i livet, er at lære.

Lær af dine fejl.

Lær af menneskerne omkring dig.

Lær af bøger.

Lær af podcasts.

Lær af film.

Og vigtigst af alt lær af dig selv og tillad dig selv at udvikle dig.

Jeg tager det hele som et puslespil. Du bliver nødt til at ligge nogle brikker ellers bliver du ikke færdig, men husk du kan altid samle dem op og prøve igen. Bare rolig du skal nok blive færdig på et eller andet tidspunkt, så længe du bare bliver ved med at prøve.

”I vores liv har vi ikke problemer, vi har puslespil”

Ham den skøre

Ps. Mange tak fordi du læste med.